Præcis som man kan vurdere eksempelvis sygehusene, før man skal indlægges. Sammenligningsgrundlaget er tilmed forfinet, da der i opgørelsen er taget højde for socioøkonomiske faktorer.
Resultatet er ikke overraskende.
Der er skoler med ressourcestærke forældre og elever, der klarer sig godt og nogle, der klarer sig mindre godt. Og vise versa med skolerne med sociale udfordringer.
Offentliggørelsen skal ikke udstille enkelte skoler. Den er ment som en hjælpende hånd til de skoler, der underpræsterer i forhold til gennemsnittet.
De skolers ledere og lærere må nu sætte sig sammen og finde ud af, hvordan niveauet kan løftes. Vi kan og skal ikke acceptere andet, end at hver og én af vores folkeskoler skal være blandt verdens bedste.
I den forgangne uge har jeg konstateret, at alle med enkelte undtagelser har været glade for og interesserede i denne åbenhed. På dagen for offentliggørelsen var over 35.000 inde og studere listen på Undervisningsministeriets hjemmeside, og min indbakke var fuld af positive tilkendegivelser.
Skoleledere, lærere og eksperter har været enige i den åbenlyse sandhed, at det er svært at løfte fagligheden i skolen, før vi ved, hvor de ømme punkter er.
Og så er der undtagelserne.
Lærernes fagforening bryder sig ikke om den øgede åbenhed.
Jeg har hørt og læst meget om deres begrundelser for denne holdning, men det har haft karakter af sort snak.
De tør ikke melde klart ud og sige, at de først og fremmest tænker på lærernes vilkår og først dernæst på eleverne og forældrene.
Desværre, og noget mere uforståeligt, gik også venstrefløjen med på denne galej om mest mulig lukkethed og hemmelighedskræmmeri.
Socialdemokraternes bud på en kommende undervisningsminister , Christine Antorini, har ligefrem meldt ud, at en kommende S- SF-regering vil slette listen, hvis de får regeringsmagten.
Det synes jeg er trist for både forældre, elever og lærere!.
